Bivirkninger ved Klorokin
Er der mange bivirkninger ved klorokin?
En større dansk undersøgelse viste at ca. 25% får milde bivirkninger og ca. 0,5% holder op med klorokin, på grund af symptomer, som man mistænker er bivirkninger.
Man kan se synsforstyrrelser de første timer efter indtagelsen, hvilket er helt ufarligt, udslet kan ses, ondt i maven og svimmelhed.
Har man psoriasis kan man se en forværring hos nogle. Hvis man vælger at tage klorokin, og har man psoriasis, skal man holde op med klorokin, ved mindste tegn på at ens psoriasis bliver værre.
Klorokin har desuden en lang række, meget sjældne bivirkninger.
Tal med din læge, når du får din recept.

Bivirkninger ved Lariam
Hvilke bivirkninger kan jeg forvente, når jeg tager Lariam?
Lariam er et effektivt malariamiddel, som er forholdsvis billigt.
Der kan være en række bivirkninger ved Lariam, som kan være ubehagelige, men ca. 70% tåler Lariam uden at opleve bivirkninger.
Bivirkningerne kan fx være mareridt, mindre søvn om natten, svimmelhed og ændret rumopfattelse. Enkelte kan få hallucinationer eller en egentlig psykose, og derfor må Lariam ikke gives til rejsende, der har haft tidligere psykiske sygdomme.
3/4 af dem, der ikke tåler Lariam, mærker en eller anden form for bivirkning indenfor de første 3 doser, og man anbefaler derfor, at starte med Lariam mindst 3 uger inden afrejsen.
Får man bivirkninger, er alternativerne Malarone og Doxycyklin, og hvad der vælges, må afgøres i samråd med den læge, der skriver recept på malariamidlerne.

Malaria i Thailand
Jeg skal rejse med hele familien dvs. mig selv, min kone og 2 børn på 9 og 11 år 3 uger til Thailand herudner 1 uge på Koh Samui, 1 uge nordpå ved Chang Rai og Chang Mail og en uge i Bangkok.
Jeg har hørt at vi skal tage malariatabletter udenfor Bangkok. Er det virkelig rigtigt?
Nej, det er ikke rigtigt, at du behøver at tage malariatabletter til den rejse du beskriver. Risikoen er meget lille, og vi foreslår derfor kun, at man beskytter sig mod myggestik, og her er et net omkring sengen om natten langt det vigtigste.
