Altid diarré når jeg rejser
Jeg har altid diarré når jeg rejser, selv i Europa.
Diarré kan være besværligt, og nogle mennesker er mere følsomme for diarré end andre.
Det er vigtigt at man passer på, hvad man spiser og drikker, og undgå vand, der kan være forurenet, og mad, der ikke er gennemkogt eller stegt.
Ud over disse almindelige forhodlsregler, er der to ting mere, du kan overveje:
1. Du kan tage antibiotika ved første tegn på, at du begynder at føle dig syg. Man kan tage Ciproxin 250 mg x 2 dgl. eller Ofloxacin 200 mg x 2 i 3 dage. Din læge kan skrive recept.
2. Du kan tage en vaccination med Dukoral. Dukoral er en vaccine, der beskytter mod kolera, men som også giver en delvis beskyttelse mod de coli bakterier, der giver turistdiarré.

Er vaccinationer nødvendige?
Vi planlægger at rejse et år i Sydamerika.
er det ikke lidt overdrevet med alle de vaccinationer og malariapiller I foreslår?
Tja, værdien af vaccinationer og malariapiller viser sig jo først den dag man bliver syg. Det handler jo om sandsynligheder, og der er i Sydamerika kun krav fra myndighederne om vaccination mod gul feber. Alt andet er anbefalinger udfra vores viden og erfaring.
Det kommer for vidt at diskutere hver enkelt vaccination i forhold til den aktuelle rejse, det må jeg overlade til jeres læge.
Vi har begrænset anvendelsen af malaria tabletter i Sydamerika meget, og giver kun til enkelte områder i Mellemamerika (se kort) og i Amazonas området.
Det er vores holdning, at brugen af tabletter mod malaria skal reserveres til områder med høj risiko, og i andre områder skal man bruge myggenet og selvbehandling.
